Marguerite Marillat

Sorten er tiltrukket af en havebruger ved navn Marillat i Villeurbanne nær ved Lyon i Frankrig og beskrevet af Viviand-Morel i tidsskriftet »Lyon Horticole«. Frugten var første gang udstillet i 1872. Efter nærmere prøve blev den anbefalet af den franske pomologiske forening og derefter i 1883 beskrevet og afbildet i »Revue Horticole«. Den synes ikke at være blevet meget dyrket hverken i Tyskland, England eller Amerika. Her til lands er den formentlig kommet omkring 1890; den er opført i kataloget fra Mathiesens Planteskole i Korsør for 1899-1900. Den nævnes dog allerede i fortegnelsen fra Det jydske Haveselskab i 1895 og opføres mellem espaliersorterne.

Sorten danner et højt og ret smalt træ med stærke, noget uregelmæssige grene. Årsskuddene er fåtallige, men tætsiddende, tykke og korte. Barken er gulbrun og har mange,langstrakte porer. 

Blomstrer omtrent midt i Sæsonen. Knopperne er hvide eller letrosa. Blomsterne, der sidder i tætte stande, er store, næsten helt udbredte og kønne. Støvknapperne er stærkt røde. Sorten er triploid og danner derfor dårligt blomsterstøv; ved Undersøgelse i Sverige fandt man, at støvets spireevne var lig 0. Må plantes sammen med gode bestøvningssorter. Sorten er sund og let at have med at gøre. Skurv kan angribe den. 

Frugten er stor til meget stor. 8-11 cm høj og 7-9 cm bred, men kan dog blive betydeligt større.

Formen er meget uregelmæssig og grov. Hovedformen er kegleform, meget bred forneden og jævnt afsmalnende mod stilken eller noget indbuet på den ene side. Bugen sidder under midten, bægerenden er fladrund. Stilkenden er ofte ombøjet og danner ligesom et næb. Overfladen noget buklet. Er en i formen og farven meget karakteristisk pære, der minder om de kendte sorter Congres og Clairgeau. Grundfarven bliver efterhånden hvidlig citrongul. Solsiden har på umodne frugter en brunlig dækfarve, som senere bliver livlig rødorange. I dækfarven ses striber og stænk af den gule grundfarve. Huden er tyk og ru, den er oversået med små brune hudpunkter; større eller mindre rustpartier ses ofte. Kødet er hvidgult og meget saftigt, det er temmelig fast og af grov konsistens. Smagen er sød med en noget stram aroma. Også lugten er lidt stram. 

Plukkes midt i september og har sæson i ca. en måned. Der bliver således ikke anledning til nogen egentlig opbevaring. Fra tysk side fremhæves, at plukningen skal finde sted forholdsvis tidligt, men frugten skal først bruges, når den begynder at skrumpe ind ved stilken. Dette sidste gælder for flere andre pæresorter. Er en ganske god spisefrugt. Får i moden tilstand let trykpletter.