Laxton's Superb

Sorten er tiltrukket af det engelske firma Laxton Brothers i Bedford ved krydsning mellem Superfin og Williams. Den ligner begge forældrene. Blev prisbelønnet i 1915. Den blev udbudt til salg i kataloget fra Mathiesens Planteskole i Korsør i 1933. Sorten har ikke nogen stor udbredelse i Danmark. Den må ikke forveksles med pæresorten Laxtons Early Market og naturligvis heller ikke med den æblesort, den noget upraktisk har fået navn fælles med.

Træet er ejendommeligt ved sine zigzagbøjede grene. Årsskuddene er korte og tykke. Barken er gråbrun, undertiden med sprængte korkdannelser, der er glinsende grå. Blomstrer sent på sæsonen. Blomsterne er små, halvåbne. Sorten er diploid og sætter villigt frugt.

Frugten er middelstor. 78 cm høj og 67 cm bred. Formen er topform til pæreform. Bugen under midten. Flad eller tilspidset ved bægerenden. Stilkenden indbuet og skæv; kan være kort og tyk, men også temmelig lang og tynd. Frugten er ujævn og mere eller mindre buklet; karakteristisk, men ikke særlig køn form. Den græsgrønne grundfarve bliver gulgrøn til citrongul. Solsiden rødbrunlig med hvidlig dug, senere kan dækfarven være smuk gulorange i afbrudt, uregelmæssig stribning. En stor del af frugten kan være dækket af en olivengrøn eller brunlig rust, der især er fremtrædende på solsidens stilk- og bægerende. Huden er tynd, glinsende og sart. Hudpunkterne er på solsiden omgivet af gult. Kødet er hvidgult, løst, noget grynet, ret saftigt og af en behagelig sødligsur smag uden synderlig Aroma. Vellugtende.

Plukkes først i september og har sæson i ca. en måned. Ved sen plukning kan den ligesom Williams udvikle moskussmag. Laxtons Superb er en spisepære af anden rang.