Reine Claude Violet

Denne Reine Claude art kender man ikke fremkomsten af, men den kan spores tilbage til 1870 hvor den omtales af Downing. I Danmark blev den beskrevet af Bredsted i 1896.

Træet er kraftigt voksende og normalt rigtbærende. Årsskud er middellange, tykke og brunviolette.

Frugten er middelstor med bredrund form som bliver lidt smallere mod spidsen. Huden er tynd og meget fastsiddende. Farven er mørkt violetrød på solsiden, lidt lysere på skyggesiden. Hele frugten er fyldt med fine gule prikker samt enkelte røde striber. Frugtkødet er grøngult, fint, fast og saftigt med god smag.

Modner i slutningen af september. En meget god spisefrugt.