Emma Leppermann

Sorten er tiltrukket af kunst- og handelsgartner W. Leppermann i Fördestedt, Tyskland omkring 1890. Formentlig opkaldt efter tiltrækkerens hustru. Kenst i Danmark fra omkring 1920. Der findes ingen oplysninger om modersorten, men det kunne efter frugtens udseende at dømme være "Ferskenblomme".

Unge træer har en stiv, opret vækst, mens ældre træer har stor, bredt overhængende krone, der er kompakt og mangegrenet. Bladene er lysegrønne på oversiden mens undersiden er lidt lysere med fremtrædende ribber. Blomsterne er normalt udviklede, og befrugtning volder ingen vanskeligheder; er måske selvfertil.

Frugten er stor til middelstor; rund til oval, jævn og regelmæssig. En velformet blomme hvor begge ender er fladrunde. Grundfarven er først grønlig gul, senere varmt gul, undertiden voksagtig. Dækfarven, som er udbredt over det meste af frugten, er rødlig og giver sammen med grundfarven huden et orangefarvet skær. Frugten er dækket af en fin hvidblå dug. På solsiden fremtræder hudpunkterne som større eller mindre prikker og pletter af karminrød farve. Huden er sej og syrlig. Frugtkødet er saftigt, fibret og skinnende; det er blødt og har en sødlig, undertiden flad og vandet smag uden aroma.

Plukkes i august over flere gange. Ikke særlig holdbar. I fugtige år kan en del frugter rådne på træet. Spiseblomme af mindre god kvalitet.