Åbent Hus

Dagens program vil byde på spændende foredrag og rundvisninger i plantagen med eksperter fra Københavns Universitet, værksteder og udstilling med smagsprøver. Få ny viden om dyrkning af frugt og bær og få indblik i aktuelle projekter om dyrkning og produktion, indholdsstoffer og produktudvikling og forarbejdning. I år vil der være fokus på følgende projekter:

Frugtvinsproduktion

Ved Lektor Torben Toldam Andersen

Orientering om forskning og undervisning ved Pometet i vinproduktion og vinfremstilling i Danmark.

I et nyt projekt sætter vi fokus på produktion af frugtvin og visionen med projektet er at fremstille og afsætte nye unikke typer af kvalitetsvine på det nationale og internationale marked. Projektet laves i samarbejde med eksterne danske frugtvinsproducenter.

Crowd/græsrodsforædling - Nye æblesorter med gammel/ny teknologi

ved Pometmester Lisbet Dahl Larsen og ph.d. Bjarne Larsen

Projektet "Æblefrø til æbleoaser" har været i gang i et år og omhandler crowd-forædling og de gamle forædlingsmetoder. Bjarne Larsen fortæller desuden om sit ph.d.- projekt, hvor æblets gener bliver kortlagt. Det langsigtede mål er at finde de gener, der giver danske æblesorter deres unikke smags- og aromakvaliteter.                          

ProtecFruit - Sunde æblesorter og forebyggelse af skurv ved vanding

ved Hortonom Maren Korsgaard

Maren Korsgaard fortæller om strategisk skurvvanding og den nye sygdom ”Øjeplet”, der kan forekomme i æbler.

Rundvisninger i plantagen

Igen i år vil der være en masse spændende rundvisninger i plantagen. Programtidspunkter følger.

Værksteder

Podeværksted - lær om podningens kunst.

Æblemostværksted - hjælp med at moste æbler og få en smagsprøve.

Sorts-udstilling

Ved Maren Korsgaard og Lisbet Dahl Larsen

Der vil være en udstilling med et udvalg af genbankens æbler – kom og lær om robusthed og sortsvariation.

Vil du have sat navn på dit eget æble i haven, anbefaler vi, at du medbringer nogle stykker til sammenligning. Æblenøglen vil været til rådighed, men vi kan desværre ikke nå at hjælpe alle med bestemmelsen.

Salg

Der vil være salg af æbler, most, plakater og vores nyeste æblekatalog, der er udarbejdet i samarbejde med Rødding - Æblets by i Salling, Skive Kommune.

Æblecafe’en er åben

Der serveres kaffe, the, kakao samt som altid Pometets gammeldags æblekage.

Obs! Hunde må ikke medbringes

Fra 2017 afholdes der ikke længere åbent hus på pometet. Der afholdes i stedet Bærfestival, læs mere her