Grundstammer – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Pometet > Om Pometet > Grundstammer

Grundstammer

M27: Meget svagtvoksende, M9: Meget svagtvoksende, M26: Svagtvoksende, MM106: Middelkraftig, MM111: Middelkraftig, M25: Kraftigt voksende.

M 106 har tidligere været den dominerende grundstamme i Danmark. Vækstkraften er stor, så den anbefales kun, hvor der ønskes store træer på store planteafstande. Den er tidligtbærende og frugtbar i forhold til træets størrelse. Afslutter væksten sent og kan i kombination med sent afmodnende sorter medføre frostskader.

M 9 og kloner heraf er de mest anvendte grundstammer i dag. M 9 er svagtvoksende og er særdeles velegnet til tæt beplantning (1200 træer/ha og opad). Den er tidligt bærende med højt udbytte og frugtstørrelse over gennemsnit. Dog skal det nævnes at rodsystemet er svagt med deraf dårlig forankring, hvorfor det må tilrådes at bruge en støttepæl.

Nye danske forsøg tyder på, at klonerne T 338 og NIC 29 giver større frugter. NIC 29 og ELMA 9 er M 9 kloner med en kraftigere vækst end gennemsnittet af M 9.

M 26 er en meget udbredt grundstamme, som har været foretrukket til de første tætplantninger. Vækstkraften er mellem M 106 og M 9 med variation afhængig af klonvalg. På den fri grundstamme over jorden er M 26 slem til at danne rodudvækster, hvilket gør den modtagelig for rodhalskræft. 

Ved podningsprocessen vil man have væv fra to forskellige planter til at vokse sammen og trives sammen. For æbler er dette normalt ikke et problem idet uforlignelighed (inkompatibilitet) ikke fremkommer med de kendte grundstammer.

Men, i pærer og blommer kan dette være et problem.

Grundstammens oprindelige formål var egentlig kun at tjene som formeringsgrundlag for æblesorter. Men, i nyere tid er grundstammens primære opgave at regulere træets vækst i den retning det til enhver tid og til ethvert formål er mest fordelagtigt for dyrkerne. Derfor er et sortiment af grundstammer med varierende vækstkraft nødvendig for at tilgodese de vidt forskellige metoder og forhold, hvorunder æbler dyrkes. Derudover ønskes de så vidt muligt at påvirke bl. a. følgende egenskaber:

  • Tidlig og stor frugtbarhed
  • God frugtstørrelse og -farve
  • Jævn bæring
  • God forankring af træerne
  • Ensartet træstørrelse
  • Resistens mod sygdomme, skadedyr, frost og tørke

Desuden skal en god grundstamme være let at formere og have en god sammenvoksningsevne med alle æblesorter.

Vegetativt formerede grundstammer har indtil nu bedst opfyldt kravet om veldefineret vækstkraft, navnlig i retning af svagtvoksende træer med tidlig frugtbarhed. Ensartet træstørrelse er teoretisk også lettest at opnå på vegetativt formerede grundstammer.

Frøstammer har den væsentlige fordel, at de er billige at formere og i reglen er mere resistente mod frost og tørke. Deres største svaghed for moderne frugtavl er, at de næsten alle er meget kraftigt voksende og sent bærende.

En systematisk og videnskabelig grundstammeforskning begyndte omkring 1912. Det arbejde, der da blev sat i gang af "Hatton" på forsøgsstationen "East Malling" i England, har siden fået enorm betydning i alle æbledyrkende lande. Hatton Registrerede og nummererede de vegetativt formerede grundstammer, der på den tid var i handelen. Hovedresultatet af hans arbejde var introducering og beskrivelse af de verdenskendte romertalbenævnte East Malling typer E.M. I-XVI, senere benævnte M I-XVI. I 1972 meddelte East Malling, at betegnelsen var ændret til de mere håndterlige arabertal, således at deres rette betegnelse i dag er M 1 til 16. Næsten utallige er de forsøg og undersøgelser, der verden over er udført med disse grundsatmmer. M-serien blev senere udvidet med M 25 i 1953, M 26 i 1956 og M 27 i 1970.

En ny serie grundstammer blev introduceret fra England i 1953. De var fremstillet ved en systematisk forædling, der havde som målsætning at fremskaffe grundstammer, der var resistente mod blodlus. De blev tiltrukket i samarbejde mellem Crane på Merton Institute og Tydemann fra East Malling. 15 af grundstammerne, der alle var resistente mod blodlus, blev introduceret af Preston under betegnelsen "Malling-Merton" 101 til 115 eller forkortet MM 101 til MM 115.

Vækstkraft

Grundstammernes primære opgave er at regulerer træernes vækst i den retning det til enhver tid og til ethvert formål er mest fordelagtigt for dyrkeren. I nogle tilfælde kan det være ønskeligt at opnå den stærkest mulige vækst, hvorimod det i andre tjener dyrkeren bedst , at grundstammen hæmmer træets vækst mest muligt. I undersøgelser og forsøg, der er udført i frugtproducerende lande, er grundstammens indflydelse på ædelsorters vækst også den egenskab, der er lagt størst vægt på at bestemme.

Mellemstammer

Udover at anvende vækstregulerende grundstammer er det muligt at anvende mellemstammer til regulering af væksten. "Mellemstammer" vil sige, at man fremstiller et træ med en grundstamme, en mellemstamme og en sort ved en dobbelt podning. Ved at bruge en grundstamme som mellemstamme vil grundstammens vækstregulerende evne slå igennem. Jo længere mellemstammestykket er, jo mere vil mellemstammens egenskaber slå igennem. Som vækstregulator har mellemstammeteknikken fundet anvendelse i USA, hvor det hævdes, at brugen af en relativt kraftigt voksende grundstamme giver et træ, der kan stå fast uden pæle. En svækkende mellemstamme bruges så til at etablere den ønskede vækstkraft.

Frugtbarhed

Grundstammens generelle virkning på træernes udbytte er, at bæringen fremmes i takt med deres væksthæmmende virkning, således at unge træer på svagtvoksende grundstammer i reglen giver et større udbytte i forhold til træets størrelse end træer på kraftigere grundstammer. MM 106 afviger noget fra denne regel, idet den inducerer tidligere bæring end almindeligt for en grundstammen med tilsvarende vækstkraft.

Frugtudtynding

Frugtudtynding er i mange tilfælde en nødvendig foranstaltning for at opnå en tilfredsstillende størrelse på frugten samt at undgå vekselbæring. Behovet for udtynding veksler dog meget fra år til år og fra sort til sort. I de første 3-4 uger efter blomstringen afkastes et stort antal ubefrugtede blomster, og blomster, hvis frøudvikling ikke foregår normalt. Det antal frugter der er tilbage efter dette første fald, kaldes den initiale sætning. I løbet af de næste 4-5 uger foregår det såkaldte junifald, som under vore forhold strækker sig til ind i juli. Det antal frugter, der herefter er tilbage, kaldes den endelige sætning. Der er ikke altid nogen klar adskillelse mellem de to faldperioder, ligesom periodernes længde varierer mellem sorter og fra år til år. En sikker vurdering af behovet for udtynding er altid vanskelig. Som rettesnor kan anføres følgende forhold, der har vist sig at indvirke på størrelsen af det naturlige frugtfald. Stort frugtfald kan ventes ved:

  • Dårlige bestøvningsforhold
  • Kraftig skudvækst, særlig i unge træer
  • Stor frugtbæring det foregående år
  • Frost- eller kuldeskade på frugtanlæggene
  • Næringsmangel - navnlig kvælstof
  • Større angreb af sygdomme og skadedyr
  • Lysmangel - f.eks. i tætte træer
  • Høje temperaturer lige før og under junifald